Island – for nysgerrige bedsteforældre og børnebørn 2027
Grupperejse
7/8 dage
BLL eller CPH
Fra 25.495 kr.
Tag børnebørnene med på eventyr
Prisen gælder for 1 person ved 2 personer i delt dobbeltværelse.
Tag på en veltilrettelagt rejse til Island, som passer til dig som bedsteforældre og til dine børnebørn. På denne rejse har i guiden Esben Jacobsen med jer hele vejen, som fortæller om Island og viser jer øen. Rejsen skaber unikke oplevelser for både nysgerrige bedsteforældre og børnebørn. Sammen vil I udforske et enestående landskab med brusende vandfald, dampende varme kilder og aktive vulkaner, der fortæller historien om jordens kraftfulde skabelse.
Rejsen giver jer også mulighed for at fordybe jer i Islands rige kulturarv og høre fascinerende fortællinger om Islands geologiske historie. Gennem nøje planlagte oplevelser får I indsigt i, hvordan Island er blevet formet af både natur og mennesker.
Denne rejse er en ideel kombination af læring og nærvær, hvor fælles oplevelser skaber stærke minder på tværs af generationer. Med en professionel ramme og en blanding af viden, natur og kultur er Island det perfekte rejsemål for bedsteforældre og børnebørn.
OBS: Vær opmærksom på, at du ved afrejse fra BLL ankommer en dag tidligere end de øvrige rejsende fra CPH, og derfor får en ekstra overnatning på Hotel Vellir. Herefter fortsætter alle på samme grupperejse.
Flytider:
BLL
Afrejse fra BLL d. 26 juli 2027 kl. 22.35, med ankomst til KEF kl. 23.35.
Hjemrejse fra KEF d. 2 august 2027 kl. 16.35, med ankomst til BLL kl. 21.35.
CPH
Afrejse fra CPH d. 27 juli 2027 kl. 07.20, med ankomst til KEF kl. 08.40.
Hjemrejse fra KEF d. 2. august 2027 kl. 16.30, med ankomst til CPH kl. 21.45.

Prisen inkluderer:
Prisen inkluderer ikke:
Mulige tilkøb:
Afrejsedatoer
Begge afgange er en del af den samme grupperejse. Den ene afgang flyver dagen før og inkluderer derfor en ekstra overnatning.
Din rejseplan
Dag 1
Velkommen til Island
Når du ankommer til Keflavik Lufthavn, bliver du budt varmt velkommen af jeres guide, som står klar til at tage imod jer med Vilholdt skilt. Når alle er samlet går turen til jeres første overnatningssted.
Fra lufthavnen kører vi ned imod Atlanterhavet og byen Grindavik, som man måske husker for de senere års vulkanudbrud, hvor vi gør et stop ved den friske lava og kører derefter igennem Grindavik, som for en stor del består af forladte huse. Jordskælv har ødelagt mange og gjort andre usikre at bo i. Pt. bor der ikke mere end omkring 500 mennesker; tidligere omkring 3.000. Bagefter fortsætter vi langs kysten mod øst, næsten parallelt med kysten. Forskellige landskaber, vekslende imellem lavafelter, landbrug og klitlandskaber.
Vi kører derefter ”op i landet”, dvs. mod nord og rammer Vej 1, ringvejen rundt om Island. Inden længe stopper vi i den lille by Hvolsvöllur for at besøge det spændende LAVA Center, som på en pædagogisk og grundig måde fortæller om Islands vulkanske fundament. I disse områder er vi i Islands største samlede landbrugsområde, før vi kommer ret tæt på gletsjerne Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull.
Til sidst når vi vores overnatningssted for de næste par nætter, og nyder en dejlig aftensmad sammen.
Seværdigheder: Frisk lava – Byen Grindavik – LAVA Center
Overnatning: Hotel Dyrhólaey
Forplejning: Aftensmad



Dag 2
Heimaey – et besøg på Vestmannaøerne
Dagens udflugt går til Heimaey, den eneste beboede ø i Vestmannaøerne. Vi tager med på den korte færgetur, så vi kan udforske øen til fods og opleve dens enestående landskab og historie.
Heimaey blev forandret af vulkanudbruddet i 1973, hvor lava og aske ødelagde store dele af byen (over 400 huse) og begravede mange huse under meterhøje lavamasser. I dag kan man gå på det hærdede lavafelt, se markeringer af de skjulte huse og måske mærke varmen fra vulkanen under fødderne.
Vi besøger også Eldheimar-museet, som levende fortæller historien om udbruddet og den nærliggende ø Surtseys dannelse. På Vestmannaøerne kan man være heldig at opleve de charmerende søpapegøjer (lunder), der yngler i jordhuller på skråninger ved fuglefjeldene.
Vi nyder en tidlig aftensad sammen i Vestmannaøerne denne dag.
Efter en oplevelsesrig dag på øen, sejler vi tilbage til fastlandet overnatter samme sted som natten før.
Seværdigheder: Vestmannaøerne – Heimaey – Eldheimar museet
Overnatning: Hotel Dyrhólaey
Forplejning: Morgenmad og aftensmad

Dag 3
Jökulsárlóns isbjerge
Efter morgenmaden kører vi østpå mod Vatnajökull, som er Europas største gletsjer. Turen fører os gennem et varieret landskab, der spænder fra frodige marker og store smeltevandssletter, til et kæmpemæssigt lavafelt fra 1783-84, nu dækket af frodig mos.
Undervejs stopper vi ved endnu en gletsjertunge – Kvíarjökull – hvor de enorme randmoræner vidner om gletsjerens kraftfulde fremrykninger for århundreder siden. Her er det muligt at vandre op på morænen, hvorfra der er en storslået udsigt over både gletsjerens landskab og det åbne Atlanterhav.
Efter frokost stopper vi ved den imponerende gletsjerlagune Jökulsárlón, hvor isbjerge i alle former og størrelser flyder i det dybblå vand. Her får vi en sejltur, der bringer os tæt på isens imponerende skulpturer og giver en unik oplevelse af naturens storhed.
Seværdigheder: Vatnajökull – Jökulsárlón – Kvíarjökull
Overnatning: Hali Country Guesthouse
Forplejning: Morgenmad og aftensmad



Dag 4
Vandfald og basaltklipper på vejen mod vest
Dagens rejse går tilbage mod vest, men vi gør flere spændende stop undervejs. I Skaftafell Nationalpark, som er en del af det UNESCO-beskyttede Vatnajökull-område, får vi mulighed for at vandre til det berømte vandfald Svartifoss. Vandfaldet er omgivet af unikke søjlebasaltformationer, som gør det til et af Islands mest spektakulære naturscenerier – ikke på grund af sin størrelse, men på grund af sin særlige skønhed. Gåturen varer cirka 2 timer.
På vejen tilbage kommer vi igennem byen Kirkjubæjarklaustur og tager sikkert en pause i det ret nye informationscenter, som ligger to-tre km vest for byen. Her fortælles mere om hele dette område og her er der mulighed for kaffe/kager og gode toiletter.
Det næste vandfald er det unikke vandfald Sejlalandsfoss, hvor du kan gå om bagved vandfaldet og mærke kraften og støvregnen fra vandfaldet. NB: det nævnte vandfald besøges muligvis dagen efter; afhænger af de endelige overnatningssted.
Seværdigheder: Skaftafell Nationalpark – Svartifoss – Vík
Overnatning: Landhótel
Forplejning: Morgenmad og aftensmad

Dag 5
Den Gyldne Cirkel
Efter morgenmaden tager vi til Flúðir for et afslappende bad ved Secret Lagoon, som er det ældste bassin fyldt med varmt, naturligt kildevand i Island. Til dem der ikke ønsker en tur i den varme kilde, er det oplagt at tage en frisk vandretur i området.
Lidt længere nordpå, ved området med den kogende springkilde Geysir oplever vi Strokkur, der regelmæssigt sender kogende vand mod himlen – en imponerende demonstration af naturens kræfter.
Næste stop er ved det ikoniske vandfald Gullfoss, hvor smeltevand fra højlandets gletsjere styrter i kraftfulde fald og til sidst forsvinder i et inferno af vand, vandtåger og larm.
Så skal vi efterhånden sætte kursen mod Reykjavik, Islands hovedstad, men før vi kommer så langt, besøger vi Tingvallasletten og hører om Altingets historiske område, grundlagt i år 930. Her, ved de mødes tektoniske plader, er der tid til en travetur i det unikke UNESCO-beskyttede landskab.
Seværdigheder: Secret Lagoon – Geysir – Gullfoss – Thingvellir
Overnatning: Fosshotel Raudará
Forplejning: Morgenmad og aftensmad



Dag 6
Frihed til at udforske på egen hånd
I Reykjavik får du en dag på egen hånd. Du har mulighed for at udforske Reykjavik selv. Midt på eftermiddagen arrangerer rejselederen en tur til et udendørs svømmebad (egen betaling) med varme geotermiske bassiner – en afslappende og klassisk islandsk oplevelse. Alle, der ønsker det, er velkomne til at deltage.
Der er også mange andre spændende aktiviteter i Reykjavik, som I kan foretage jer:
• FlyOver Iceland: en fascinerende oplevelse, hvor du ”flyver” hen over Islands landskaber i en bevægelig stol foran en kæmpe skærm. Vind, duft og bevægelse gør det til en realistisk og sanselig rejse gennem fjelde, vandfald og vulkanområder.
• Hvalsafari: sejl ud fra Reykjaviks havn og få mulighed for at opleve hvaler, delfiner og havfugle i deres naturlige omgivelser.
• Ridetur (lille køretur væk) afgang 09.00 fra hotellet.
Du kan også besøge byens mange muséer, den charmerende havn eller udforske Reykjaviks caféer og butikker. Frokost er på egen hånd.
Om aftenen samles vi til en afsluttende middag på en restaurant i centrum for at fejre rejsens mange oplevelser.
Seværdigheder: Reykjavik
Mulige tilkøb: FlyOver Iceland – Lava show – Hvalsafari
Overnatning: Fosshotel Raudará
Forplejning: Morgenmad og aftensmad

Dag 7
Hjemrejse med oplevelser undervejs
Efter morgenmaden pakker vi bussen og tjekker ud fra hotellet og køre mod lufthavnen med flere spændende stop undervejs.
Første stop er ved søen Kleifarvatn, hvor vi besøger det geotermiske område Krýsuvík/Seltún. Her kan vi opleve kogende mudderpøle og svovldampe, der stiger op fra jorden – et imponerende syn i et af Islands højtemperaturområder.
Vi besøger også fyrtårnet Reykjanesviti, som er det ældste fyrtårn. Ikke langt herfra stopper vi ved Broen mellem de to kontinenter, mellem den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade.
Seværdigheder: Kleifarvatn – Krýsuvík/Seltún – Reykjanesviti – Broen mellem de to kontinenter
Forplejning: Morgenmad
Med forbehold for ændringer.
Vilholdt Rejser ApS


Se også: Alle rejser til Island
Vil du have de seneste nyheder?
Få adgang til eksklusive rejsetilbud, inspirerende tips og unikke rejseoplevelser. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og lad dig inspirere til dit næste eventyr.

Har du spørgsmål? Vi hjælper dig gerne – kontakt os i dag!
Vores rejseeksperter står klar til at finde den perfekte rejse – uanset om du drømmer om en grupperejse, en kør-selv-ferie eller en skræddersyet oplevelse. Med mange års erfaring sikrer vi en tryg og uforglemmelig rejse.

Charlotte Carlsen

Anna Marín Ólafsdóttir

Ingi Thordarson Vilholdt









