Unik rejse til farverige Venedig
Grupperejse
7 dage
CPH
Fra 13.995 kr.
Venedig med historie, smag og skjulte kvarterer
Tag med til Venedig med dansktalende rejseleder og oplev byen fra flere sider – fra de ikoniske pladser og til de smalle gyder, kanaler og levende lokale kvarterer. På denne rejse bor vi alle seks nætter på Lidoen, hvor havluften og den mere rolige italienske hverdag danner en behagelig ramme om opholdet.
Rejsen er bygget op, så der er plads til både fællesskab og frihed undervejs. De daglige ture giver mulighed for at opleve Venedigs klassiske seværdigheder i roligt tempo, men også for at gå på opdagelse i de mere skjulte sider af byen – fra små kirker og lokale bàcari til stemningsfulde kvarterer, smukke udsigter og ægte italiensk hverdagsliv.
Undervejs dykker vi ned i Venedigs historie, kunst og særlige atmosfære. Vi oplever Markuspladsen, Markuskirken og Dogepaladset, men bevæger os også væk fra de mest kendte steder og ind i byens mere skjulte lag – med gamle håndværkstraditioner, lokale smagsoplevelser og kvarterer som San Polo og Dorsoduro.
Rejsen byder også på oplevelser uden for selve Venedig. Vi sejler ud i lagunen til Burano, Torcello og Murano, hvor farverige huse, historiske spor og glaskunst fortæller hver deres del af områdets historie. En anden dag tager vi til Friuli, hvor vi besøger en lokal vingård og den særprægede renæssanceby Palmanova.
Vi rejser i en mindre gruppe, så der er god tid til både fælles oplevelser og egne pauser undervejs. Du kan selv vælge, hvilke aktiviteter du vil deltage i sammen med gruppen, og hvornår du hellere vil opleve Venedig på egen hånd. På den måde får du en rejse, hvor Venedig ikke kun opleves som en smuk kulisse, men som en levende by med historie, smag, håndværk og hverdag.

Prisen inkluderer:
Prisen inkluderer ikke:
Mulige tilkøb
Afrejsedatoer
Din rejseplan
Dag 1
Velkommen til Venedig
Rejsen begynder kl. 08.05 med fly fra København til Venedig. Herfra sejler vi til Lido, hvor vi skal bo på et 4-stjernet hotel alle seks nætter. Vi indlogerer os på værelserne og starter officielt vores tur med en velkomstaperitif.
Derefter kan man vælge mellem at hvile og slappe af på hotellet efter den lange rejse eller at tage på opdagelse på Lido. Denne langstrakte, smalle barriereø strækker sig over 11 kilometer mellem Venedigs lagune og Adriaterhavet og fungerer som et naturligt skjold for selve Venedig.
Selvom øen er berømt takket være filmfestivalen i Venedig, de ikoniske hoteller og de luksuriøse strandklubber, er Lido også et pusterum med havluft, cykelstier, historisk arkitektur og en mere jordbunden, lokal italiensk hverdag.
Her kan man gå en tur eller leje en cykel og opleve de elegante boulevarder med Liberty-villaer, den charmerende, historiske landsby Malamocco med små kanaler, farverige huse og fiskerestauranter, den gamle jødiske kirkegård eller den flotte natur med strande og stier. Men dagen slutter vi sammen – med en fællesspisning på en restaurant på Lido (inkluderet).


Dag 2
Klassisk Venedig og byens hjerte
Efter morgenmaden på hotellet sejler vi til Venedig og tager på opdagelse i den klassiske side af byen. Turen starter på Markuspladsen – den eneste plads i hele byen, der har vundet retten til den fine titel ”Piazza”. Piazza San Marco er Venedigs (og Europas) smukkeste dagligstue og absolutte centrum – både historisk, politisk, religiøst og turistmæssigt.
En dansktalende guide (inkluderet) fører os på opdagelse i skønheden under et besøg på Markuspladsen, domineret af byens mest ikoniske monumenter: Markuskirken (som også kaldes for Guldkirken), tårnet og Palazzo Ducale (Dogepaladset).
Efter besøget i denne vidunderlige skattekiste af en plads tager vi afsked med vores guide og lader indtrykkene synke ind under en pause. Her har man muligheden for at kigge forbi eller sætte sig ved et bord på Caffè Florian. Caffè Florian er ikke bare en café; det er en levende institution og et stykke verdenshistorie, der er placeret direkte på Markuspladsen. Den åbnede dørene i 1720, hvilket gør den til Italiens ældste fungerende café.
Gennem århundreder har Florian været det foretrukne mødested for intellektuelle, kunstnere og historiske personligheder. I dag fungerer den som et levende museum, hvor man kan opleve historien og en unik atmosfære, mens man bliver betjent af tjenere i elegante, hvide uniformer, og caféens eget faste orkester spiller levende, klassisk musik for gæsterne.
Efter pausen har man mulighed for at udforske Dogepaladset, en imponerende og vidunderlig bygning, som var det absolutte symbol på Republikken Venedigs politiske magt og rigdom. På turen (tilkøb) kan man besøge Venedigs gamle fængsel (inkluderet) og se den berømte Sukkenes Bro (Ponte dei Sospiri).
Men Venedig stopper ikke ved Markuspladsen, og på vores første dag vil der også være mulighed for at opleve byens unikke og uformelle mad- og vinkultur på en bàcaro (en venetiansk vinbar). Her kan man tage del i ritualet omkring en ombra (et lille glas vin) og cicheti (små, mundrette delikatesser, som nydes til vinen).
Vi slutter eftermiddagen med en gåtur i den snørklede labyrint af smalle gyder på jagt efter skjulte perler som Scala Contarini del Bovolo: en udvendig, fritstående vindeltrappe fra det 15. århundrede. Undervejs støder vi også på mindre kirker væk fra de mest turistede stier, som gemmer på mesterværker af store venetianske kunstnere som Paolo Veronese, Palma il Giovane og Tintoretto. Aftensmaden er på egen hånd.
Dag 3
Vingård i Friuli og Palmanova
Efter en dag “på vandet” vender vi tilbage til fastlandet. Efter morgenmaden venter en bus, der kører os ind i Friuli – et område rigt på vin og traditioner. Her besøger vi en lokal vingård, hvor vi bliver introduceret til deres vinproduktion og får lov at smage på deres vine og andre lækre specialiteter.
Men dagen slutter ikke her. På vej tilbage mod Venedig gør vi ophold i Palmanova – en by, der byder på en arkitektonisk og historisk oplevelse helt uden sidestykke. Selvom Palmanova ligger i regionen Friuli-Venezia Giulia, er dens historie tæt knyttet til Venedig. Byen var nemlig en part af “La Serenissima”s forsvarssystem.
Med sin fuldstændig symmetriske, nikantede stjerneform er Palmanova ikke bare en by – det er et militært mesterværk, et stykke levende renæssancehistorie og et unikt eksempel på en “ideel by”. Aftensmaden er på egen hånd.


Dag 4
Dag på egen hånd
På denne dag får du muligheden for at opleve Venedig på egen hånd. Du bestemmer selv, om det skal være en dag på Biennale, på museum, om du vil tage en tur i gondol, fare vild i de små og pittoreske “calli” eller bare slappe af på caféer.
Vi foreslår dog en tur gennem Castello og Cannaregio – to af Venedigs mest autentiske kvarterer – med fokus på særlige butikker, traditionelt håndværk og lækre smagsoplevelser.
Dag 5
Sejltur i Venedigs lagune
Efter morgenmaden tager vi afsted på vores anden udflugt i den nordlige del af Venedig-lagunen. Vi sejler til en af Venedigs mest charmerende øer: Burano. Vi oplever denne smukke by, når solens første stråler rammer de farvestrålende bygninger, og før de store turistmængder ankommer. Her skal vi gå rundt blandt de farverige huse og historiske bygninger og kan beundre en særlig lokal tradition: kniplekunsten.
Frokosten er på egen hånd, og her kan man nyde en pause på en af de mange caféer og restauranter, der findes på Burano. Her kan du for eksempel besøge den berømte kro ”Gatto Nero” – en familieejet restaurant, der siden 1965 har serveret lokale, bæredygtige retter af højeste kvalitet i en venlig og imødekommende atmosfære.
Derefter sejler vi videre til det fascinerende Torcello – en fredelig, næsten magisk ø, hvor Venedigs historie for alvor begyndte i år 452, da befolkningen på fastlandet flygtede hertil for at søge tilflugt fra hunnerkongen Attila. Her går vi på opdagelse i historiens spor, der står tilbage og fortæller om denne mystiske fortid.
Vi forlader Torcellos stilhed og sejler videre til Murano: en levende og pulserende ø, der er kendt i hele verden for sin enestående, århundredgamle tradition for glaskunst.
På denne ø vil det være muligt at besøge et glasværksted (tilkøb), udforske de andre seværdigheder, som øen byder på, og nyde den unikke stemning. Aftensmaden er på egen hånd. Ved slutningen af dagen tager vi tilbage til hotellet, hvor vi kan hvile os og gøre os klar til endnu en spændende dag.


Dag 6
Venedigs indre sjæl mellem smagsoplevelser og skjulte perler
Vores sidste dag er dedikeret til at opdage byens særlige sjæl. Vi skal dykke ned i Venedigs historie og præg. Når vi har spist morgenmaden, sejler vi til Venedigs kommercielle og økonomiske hjerte.
Vi sætter kurs mod Rialto – uden tvivl et af de mest stemningsfulde og travleste steder i Venedig. Det er her, det daglige marked holdes. Vi skal opleve det magiske øjeblik, hvor byen vågner i et virvar af lyde, farver og dufte i den smukke, åbne, nygotiske hal med sine røde markiser lige ud til Canal Grande. I området findes også nogle gamle håndværkere i deres butikker, hvor man kan kigge ind og se, hvordan de skaber smykker eller masker.
Fra Rialto går vi mod Campo San Polo, Venedigs næststørste plads. Undervejs passerer vi det historiske Pasticceria Rizzardini, der har forsødet byen siden 1742 – måske lokker duften os indenfor til en smagsprøve på de lokale småkager.
Mens Markuspladsen tilhører turisterne, er San Polo venetianernes eget fristed, hvor livet leves på de hyggelige bàcari. Efter en stemningsfuld pause fortsætter vi mod skjulte mirakler som San Pantalon-kirken, der gemmer på verdens største, overvældende lærredsmaleri. Herefter er frokosten på egen hånd.
Efter frokost bevæger vi os mod Dorsoduro, kendt som byens kunstneriske og akademiske hjerte takket være verdensklassemuseer og gallerier (Gallerie dell’Accademia, Peggy Guggenheim Collection, Ca’ Rezzonico) og det gamle universitet Ca’ Foscari. Man kan vælge at bruge eftermiddagen på at besøge et af verdens topklasse museer eller tage på byvandring i Dorsoduro.
Her venter spektakulære udsigter og det historiske Squero di San Trovaso – et af byens absolut sidste gondolværksteder, hvor man kan være heldig at se håndværkerne tjære og reparere de traditionelle, sorte gondoler i hånden. Bagefter er der tid til at nyde en kølig spritz eller gå en smuk tur langs kajen på Fondamenta delle Zattere mod Punta della Dogana. Herfra krydser man vandet med en af de klassiske gondolfærger (2 €) til San Marco. Hvis man har lyst, kan man vælge at være med til en hyggelig fællesmiddag og runde rejsen af i dette ikoniske kvarter, inden vi i skumringen sejler tilbage til Lido.
Dag 7
Retur til Danmark
Vi nyder vores sidste morgenmad på hotellet, inden vi gør os klar til at tage afsked med Venedig og flyver tilbage til Danmark fra Marco Polo lufthavn kl. 11.00.

Vil du have de seneste nyheder?
Få adgang til eksklusive rejsetilbud, inspirerende tips og unikke rejseoplevelser. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og lad dig inspirere til dit næste eventyr.

Har du spørgsmål? Vi hjælper dig gerne – kontakt os i dag!
Vores rejseeksperter står klar til at finde den perfekte rejse – uanset om du drømmer om en grupperejse, en kør-selv-ferie eller en skræddersyet oplevelse. Med mange års erfaring sikrer vi en tryg og uforglemmelig rejse.

Charlotte Carlsen

K. Torben Rasmussen

Ingi Thordarson Vilholdt
Det siger vores gæster:


