Det keltiske Irland i fortid og nutid
Grupperejse
8 dage
CPH
Fra 17.500 kr.
Oplev det keltiske Irland
Denne grupperejse er en kulturrejse med fokus på det keltiske Irland. Vi rejser i den nordlige halvdel af Irland og besøger både kendte og mindre kendte steder, hvor mange turister ikke kommer forbi. Rejsen viser, hvordan den keltiske indflydelse har formet Irlands kultur, mentalitet og samfund – og stadig gør det i dag.
Undervejs besøger vi gamle keltiske kultsteder og templer, hører legenderne om Queen Maeve og Cúchulainn, og bor i landets største gælisk-talende område. Du får en grundig introduktion til det keltiske samfunds love, værdier og spiritualitet og møder den levende tradition gennem musik og historiefortælling, som den er blevet formidlet i århundreder. Rejsen rummer også nogle af Irlands mest storslåede kystlandskaber med mulighed for korte vandreture ved Atlanterhavet.
Vi bor på mindre, lokalejede hoteller og guesthouses. Her er der adgang til et aktivt lokalt byliv med små butikker, restauranter med råvarer fra området og pubber med traditionel live-musik – samt den særlige stemning, man kun finder uden for de mest besøgte steder.
På mange måder kommer vi 100 år tilbage i tiden med sange på gælisk (sean-nós) og historiefortælling, så du får et konkret indblik i irsk kultur, mentalitet og historie. Kort sagt: et ægte og uspoleret Irland med personlighed og nærvær. Dette er en kulturrejse for nysgerrige gæster, der vil fordybe sig i Irlands keltiske rødder.

Prisen inkluderer:
Prisen inkluderer ikke:
Muligt tilkøb:
Afrejsedatoer 
Din rejseplan
Dag 1
Dublin Airport – Hill of Tara – Mullingar
Efter ankomst til Dublin Airport begynder grupperejsen med kurs mod Hill of Tara – et nøglested i Irlands keltiske historie. Herfra udsprang landets første vejnet i oldtiden; mange af ruterne eksisterer stadig i dag i moderniseret form med asfalt. Hill of Tara er især kendt for store forsamlinger, hvor klanhøvdinge og deres krigere fra hele Irland mødtes til sportslege, festligheder og udråbelse af højkongen. Ifølge traditionen afgav Stone of Destiny en lyd, når den retmæssige konge rørte ved stenen.
Efter indkvartering og middag på hotellet er der mulighed for at besøge traditionelle irske pubber og mærke den levende kultur, der stadig bærer keltiske træk – en fin start på denne kulturrejse i Irland.
Seværdigheder: Hill of Tara, Mullingar
Overnatning: Greville Arms Hotel


Dag 2
Mullingar – Uisneach – Corlea Trackway – Mullingar
Vi begynder dagen på Hill of Uisneach, det hellige centrum i det keltiske Irland. Fra højdedraget er der udsigt til mere end 20 counties, og stedet har været samlingspunkt for irere og keltere siden stenalderen. I traditionen er Uisneach helligt, fordi solguden Lugh og Moder Jord-gudinden Ériu forbindes med stedet. Ériu har givet navn til Éire, altså Irland. Sagnhelten og guden Dagda, leder af Tuatha Dé Danann, knyttes også til Uisneach. Et bemærkelsesværdigt fund er underjordiske staldanlæg, som i myterne huser Dagdas “solheste”. Her mødes fortællinger og arkæologiske spor på en måde, der gør historien nærværende. Hvert år den 1. maj tændes den hellige ild, og folk samles for at modtage gløder fra højkongens bål. Traditionen lever stadig.
Vi får en guidet rundtur til Royal Palace-området, Lough Lugh, St. Patrick’s Bed og Ail na Míreann, også kaldet Stone of Divisions. Stedet symboliserer Irlands centrum og enheden mellem provinserne. Herfra følger vi en af de ældgamle ruter ind i landet til Corlea Trackway. Der er tale om et stykke vej fra jernalderen, dateret til år 148 e.v.t. Vejen er bygget af egetømmer og er usædvanligt velbevaret. Et længere stykke er rekonstrueret, så man får en klar fornemmelse af, hvor udviklet infrastrukturen var på dette tidspunkt. Besøgscentret fortæller om Corlea Trackway og om transport i jernalderen på en konkret og overskuelig måde.
Hvis tiden tillader det, lægger vi vejen forbi Sean’s Bar i Athlone. Ifølge traditionen kan pubben spores tilbage til 900-tallet og regnes blandt Europas ældste, som stadig er i drift. Tilbage i Mullingar spiser vi middag på hotellet.
Seværdigheder: Hill of Uisneach, Corlea Trachway
Forplejning: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Greville Arms Hotel
Dag 3
Mullingar – Knocknarea – Benbulben – Donegal – Letterkenny
Efter morgenmad kører vi mod Atlanterhavskysten og det berømte bjerg Knocknarea. På toppen af det 327 meter høje bjerg ligger en stor stenhøj fra bronzealderen. Her siges den keltiske dronning Meabh at være begravet. Vi vandrer den lidt stejle rute til toppen, hører legenden om kvægtyveriet ved Cooley og nyder udsigten over Atlanterhavet og kysten ved Sligo med blik til Benbulben.
Benbulben er et ikon i irsk landskab, ofte kaldet et “table mountain” på grund af den flade top. Ved foden gør vi stop ved graven for digteren W. B. Yeats. Han var en drivkraft i The Gaelic Revival i slutningen af 1800-tallet, der genoplivede keltisk kultur, sprog og identitet i Irland.
Nordvestlige Irland er mindre besøgt, men området rummer nogle af Europas højeste havklipper, tydelig keltisk kultur, lokale specialiteter på gode restauranter og små byer med et tempo, der minder om for hundrede år siden. Hen på eftermiddagen ankommer vi til Letterkenny i County Donegal, hvor vi indkvarteres på et centralt hotel med gåafstand til pubber, musik og butikker.
Om aftenen forsøger vi at møde musikere gennem Comhaltas Ceoltóirí Éireann, den landsdækkende forening for traditionel irsk musik, som fører musikken videre til nye generationer. Her kan man ofte opleve alt fra børn til meget erfarne musikere spille og synge sammen, og der er mulighed for at prøve kræfter med bodhrán, tin whistle eller et andet instrument, hvis interessen er der. Letterkenny blev i 2016 fremhævet af National Geographic som “Coolest City in the North” på grund af et levende musik- og publiv, der tiltrækker gæster fra hele Irland og Nordirland.
Seværdigheder: Knocknarea, Benbulben, Letterkenny
Forplejning: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Dillons Hotel


Dag 4
Letterkenny – Mhachaire Bay – Gweedore – Mt. Errigal
I dag kører vi mod det vestligste hjørne af Irland. Ved Mhachaire Bay tager vi en meget lille kystvej til den afsides naturformation Crohy Sea Arch, en stor naturlig klippebue. Adgangen afhænger af busstørrelse og deltagerantal, men målet er at komme helt ud til udsigtspunktet.
Stranden ved Mhachaire Bay indbyder til en kort dukkert i Atlanterhavet. Alternativt kan man gå en tur langs kysten til de historiske Famine Walls. Herefter fortsætter vi ad en rolig rute langs Gweebarra Bay, væk fra de mest besøgte veje.
Området er en del af Gaeltacht, hvor gælisk stadig er hverdagssprog. Vi gør stop, hvor der er mulighed for at høre sproget i brug, og med lidt held får vi en sang på gælisk fra lokale. Ved frokosttid besøger vi Leo’s Tavern, kendt som stedet hvor Clannad og Enya tog deres første skridt. Der er let frokost for egen regning og ofte et par numre fra husets musikere. Turen fortsætter gennem Derryveagh Mountains forbi Mount Errigal med tydelige spor af det keltiske landskab og bosættelsesmønstre.
Om aftenen byder Dillons Restaurant på deres særlige Wild Atlantic Dining Menu, en femretters middag baseret på lokale råvarer. Der kan tilkøbes en vin- og drikkemenu, som fuldender måltidet. Aftenen rundes af med live musik på en af byens pubber.
Seværdigheder: Mhachaire Bay, Gweedore, Mt. Errigal
Forplejning: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Dillons Hotel
Dag 5
Letterkenny – Fanad Head – Portsalon – Letterkenny
Vi kører en kort bustur mod nord til Fanad Head Lighthouse, et af de smukkeste punkter på Irlands nordkyst. Her er der mulighed for en kort vandretur langs Atlanterhavet med udsyn til klipper og skær, før vi følger den kystnære vej videre til Portsalon og derfra tilbage til Letterkenny.
Om eftermiddagen er der tid på egen hånd. Du kan gå en tur i byen, besøge butikker og pubber eller finde et roligt sted til en kop te. Der er også mulighed for at høre et multimedieforedrag om Irlands historie fra oldtiden til i dag, holdt af historiker Claus Hebor. Senere på dagen inviteres vi alle til Afternoon Tea, også kendt som High Tea, med scones, sandwiches og kager serveret på klassisk manér. De fleste bliver mætte af dette måltid, så aftensmad er ikke inkluderet denne dag.
Seværdigheder: Fanad Head, Comhaltas musikforening
Forplejning: Morgenmad og Afternoon Tea
Overnatning: Dillons Hotel


Dag 6
Letterkenny – Grianán Ailigh – Derry – Armagh
Vi begynder dagen ved jernalderfortet An Grianán Ailigh, som ligger højt på et bjerg med udsigt over store dele af Donegal. Fortet blev opført i 600–700-tallet af Uí Néill som sæde for kongedømmet Ailigh i nord. Anlægget var i brug helt op til 1100-tallet, hvor det ifølge kilder blev ødelagt af Muirchertach Ua Briain, konge af Munster. Stedet giver et klart indtryk af magt, territorier og forsvar i den keltiske periode og tidlige middelalder.
Herfra kører vi til Derry, en af de mest markante byer i Irlands historie. Vi går en runde på bymurene, som hører til de bedst bevarede forsvarsværker fra 1600-tallet, og ser de små gader og stræder inden for murene. Undervejs lærer vi om uroen i Irland og Ulster fra middelalderen og frem til Good Friday Agreement i 1998 og tiden efter Brexit. Vi besøger Free Derry Corner i Bogside-kvarteret og taler om begivenhederne omkring Bloody Sunday. Vi krydser også Peace Bridge, som i dag forbinder kvarterer på tværs af historiske skel.
Turen fortsætter gennem den nordlige del af øen til en hellig keltisk kilde ved Lough Neagh. Her ses stadig ofringer i form af stofstykker og små genstande i træerne, en praksis med rødder i førkristen tid. Senere på eftermiddagen ankommer vi til Armagh, en af Irlands store katedralbyer. Her indkvarteres vi på Armagh City Hotel, centralt placeret med kort afstand til byen.
Seværdigheder: Grianán Ailigh, Derry, Lough Neagh, Armagh
Forplejning: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Armagh City Hotel
Dag 7
Armagh – Emain Macha – Aonach Mhacha
Denne dag er afsat til et besøg ved Emain Macha, det keltiske centrum i nord og et sted med den mest gennemarbejdede formidling af keltisk kultur og livsstil. Vi bydes velkommen med keltisk urtete og keltisk brød i et rekonstrueret hus, hvorefter en fagkyndig guide fører os rundt til de historiske rester af kongebygningen og de hellige steder.
Efter frokost får vi en grundig og personlig indføring i keltisk livsstil og spiritualitet ved en ekspert på engelsk. Oplægget handler om værdier og synet på naturen, som stadig er relevant i dag. Hvis tiden tillader det, besøger vi krypten under Armagh Cathedral, hvor flere kendte keltiske stenskulpturer er udstillet. En af dem tilskrives tiden omkring 1000 f.v.t. og viser kongen Nuada Airgetlám, også kendt som Nuada med sølvarmen. Fortællingen knyttet til figuren peger på gavmildhed som en central værdi i det keltiske samfund, en værdi der fortsat er vigtig for Irland.
Dagen afrundes med middag på Armagh City Hotel. Herefter er der mulighed for at opleve byens liv og musik på de lokale pubber.
Seværdigheder: Emain Macha, Armagh Cathedral
Forplejning: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Armagh City Hotel


Dag 8
Armagh – (Cuchulainns grav) – Dublin Airport
Efter morgenmad forlader vi Armagh og kører cirka to timer mod Dublin Airport. Undervejs ser vi silhuetten af Mourne Mountains i horisonten, før ruten fortsætter ind i det grønne landskab i det østlige Irland.
Hvis flytiderne tillader det, gør vi stop ved Cúchulainns grav, markeret af en tre meter høj monolit. Her runder vi rejsens tema af med en sidste reference til den keltiske heltefortælling.
Derefter kører vi det sidste stykke til Dublin Airport og flyver tilbage til Danmark.
Forplejning: Morgenmad
Med forbehold for ændringer.
Vilholdt Rejser ApS

Vil du have de seneste nyheder?
Få adgang til eksklusive rejsetilbud, inspirerende tips og unikke rejseoplevelser. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og lad dig inspirere til dit næste eventyr.
Har du spørgsmål? Vi hjælper dig gerne – kontakt os i dag!
Vores rejseeksperter står klar til at finde den perfekte rejse – uanset om du drømmer om en grupperejse, en kør-selv-ferie eller en skræddersyet oplevelse. Med mange års erfaring sikrer vi en tryg og uforglemmelig rejse.

Charlotte Carlsen
Rejsekonsulent

K. Torben Rasmussen
Rejsekonsulent

Carina Thordarson Vilholdt
Rejsekonsulent
Det siger vores gæster:

