Færøernes skjulte perler

kalsoy på Færøerne
Forside / Blog / Færøernes skjulte perler

Færøerne er kendt for deres dramatiske klippekyster, vilde hav og maleriske bygder. Mange rejsende strømmer til klassiske steder som Múlafossur-vandfaldet i Gásadalur, den farverige hovedstad Tórshavn og de ikoniske søer på Vágar. Men øerne rummer også en række skjulte perler, hvor naturen stadig føles uberørt. Her kan man kan opleve en mere autentisk side af Færøerne – væk fra turiststrømmen.

Her får du en guide til nogle af de mest fascinerende steder, som kun de færreste besøger.

Viðareiði – Nordens yderste kant

I den nordligste del af Færøerne ligger den lille bygd Viðareiði, omgivet af stejle fjelde og uendelige havudsigter. Med blot et par hundrede indbyggere er dette et sted, hvor stilheden hersker, og naturen er i sit mest rå element. Bygden ligger ved foden af Villingardalsfjall, hvorfra man kan tage turen op til Kap Enniberg – Europas højeste forbjerg, som rejser sig 754 meter lodret op fra havet.

Viðareiði er ikke kun et paradis for vandrere, men også et ideelt sted at finde ro og fordybelse. Her afholder vi vores yogarejse til Færøerne, hvor man bor i de fredelige og smukke omgivelser. Hver dag starter man dagen med blid yoga, inden der venter storslåede naturoplevelser. Blandt højdepunkterne er en smuk vandretur på Kalsoy. her besøger man det berømte fyrtårn på Kallur. Kombinationen af yoga og den færøske natur skaber en helt særlig oplevelse, hvor krop og sind finder balance i samspil med omgivelserne.

færøerne-Vidareidi-hiking
Vidareidi. Foto: Romempix / Visit Faroe Islands
sandoy på Færøerne. man kigger på smuk udsigt
Udsigt ved Sandoy

Sandoy – Færøernes blødere landskab

Mens mange af Færøernes øer er præget af stejle fjelde og dramatiske klipper, byder Sandoy på et anderledes, blødere landskab. Øen er kendt for sine blide bakker, brede sandstrande og åbne vidder, hvilket gør den til en af de mest fredelige destinationer på Færøerne.

Sandoy er perfekt til dem, der søger ro, da den stadig er en af de mindst besøgte øer. Her kan man vandre i et mere tilgængeligt terræn, besøge de idylliske bygder Skálavík og Dalur, eller opleve de fascinerende sandklitter ved Søltuvík. Øen er også kendt for sine mange sagn og myter, hvilket gør den til et spændende sted at dykke ned i den færøske fortælletradition.

Suðuroy – Den uberørte sydlige ø

Suðuroy er Færøernes sydligste ø og en af de mindst besøgte. Men for dem, der tager turen dertil, venter en autentisk og rå oplevelse. Øen skiller sig ud med sine blødere bakkelandskaber, dramatiske klipper og små bygder, der emmer af historie.

En af de mest spektakulære naturoplevelser på Suðuroy er vandreturen til Beinisvørð, et af Færøernes højeste fuglefjelde, hvor man fra 470 meters højde kan skue ud over Atlanterhavet. Et andet imponerende syn finder man ved Akraberg Fyr, der står isoleret på øens sydligste punkt.

Suðuroy har også en stærk industrihistorie, og i Hvalba kan man stadig se resterne af øens gamle kulminer, de ældste i Færøerne, hvor der enkelte steder stadig udvindes kul. For kunst- og kulturinteresserede byder øen på Galleri Ruth Smith i Vágur, dedikeret til den færøske kunstner, kendt for sine ekspressive portrætter og farverige landskabsmalerier.

Suduroy på Færøerne
Færøernes sydligste punkt
Dramatiske klippeformationer ved Drangarnir, Færøerne
Udsigt til Drangarnir

Bøur – bygden med den smukke udsigt

Bøur er en af Færøernes mest idylliske bygder, men stadig en skjult perle, som mange overser. Bygden ligger på Vágar og har en enestående udsigt over Drangarnir, Tindhólmur og Mykines. Her finder du nogle af Færøernes mest ikoniske og smukke klippeformationer.

Med sine traditionelle græstagshuse og smalle stier føles Bøur som en tidslomme, hvor den autentiske færøske atmosfære stadig lever. Bygden har en lang historie, og dens afsides beliggenhed har bevaret dens charme.

For dem, der søger en mere uberørt oplevelse af Færøerne, er Bøur et perfekt stop. Her er roligt, autentisk og med en af de smukkeste udsigter i landet.

Ukendte historiske steder – spor fra fortiden

Færøerne gemmer på fascinerende historiske steder, som sjældent nævnes i guidebøgerne. Her kan man finde spor fra vikingetiden, forladte bygder og mysterier, der stadig vækker nysgerrighed.

I Hov på Suðuroy menes vikingerne at have haft et hedensk offersted, og gravhøjen for høvdingen Havgrímur står stadig som et minde om øens tidligste bosættelser. På den lille ø Skúvoy kan man besøge graven for Sigmundur Brestisson, vikingen der kristnede Færøerne, men endnu mere bemærkelsesværdigt er kirkegården, hvor storme har skyllet gamle grave ud i havet.

I Kvívík har arkæologer udgravet en vikingegård fra 800-tallet, hvor man kan se ruinerne af langhuse og stalde, der vidner om de første færingers liv. Skarð, en forladt bygd på Kunoy, står som et melankolsk levn efter en tragedie i 1919, hvor alle bygdens mænd druknede, og resten af befolkningen måtte flytte væk.

Kvivik på Færøerne
Kvivik

Sådan oplever du Færøernes skjulte perler

At finde Færøernes mest skjulte steder kræver lidt planlægning, men belønningen er store naturoplevelser uden for de mest besøgte ruter. Mange af de mest isolerede bygder og naturområder kan kun nås med egen bil eller færge. Øer som Kalsoy og Suðuroy kræver en færgetur, så det er en god idé at tjekke sejlplanerne i god tid. Flere af de skjulte perler ligger væk fra de større veje, og en god vandretur er ofte den bedste måde at opleve dem på. Det kræver dog det rette tøj og en fleksibel plan, da vejret på Færøerne kan skifte hurtigt.

Selvom det kan være fristende at rejse i højsæsonen, byder foråret og efteråret på færre turister og en mere autentisk oplevelse. Selv vinteren kan være en særlig tid at opleve øerne, hvor det dramatiske landskab får en næsten magisk stemning – dog med den nødvendige fleksibilitet, da vejret kan påvirke transportmulighederne.

Vil du opleve Færøernes skjulte perler uden selv at skulle stå for al planlægningen? Med vores rundrejser til Færøerne kan du komme øen rundt og opleve både de ikoniske seværdigheder og de mere ukendte steder i selskab med en lokal, dansktalende guide, der kender øernes hemmeligheder. Det er den perfekte måde at få en dybere forståelse af Færøernes kultur, historie og naturskønne vidundere.

Andre blogindlæg