Dyrhólaey
Dyrhólaey – kystlandskab med klippeformationer og et rigt fugleliv
Årelang erosion har skabt det særlige landskab ved Dyrhólaey, som skal ses fra to vinkler. De fleste søger mod toppen, og det er bestemt også her udsigten er bedst. Alligevel skal du ikke snyde dig selv for en tur ned i det såkaldte lavområde. Her kan du ved lavvande også vandre langs den sorte strand og gå på jagt efter grotter og karakteristiske stenformationer langs klipperne. Er vejret til det, og har du vandreskoene med, kan du bl.a. finde stenen Arnardrangur, Ørne Stenen, der har fået sit navn fra dengang ørne ynglede her. Bare rolig, den er ikke sådan til at overse. Fra toppen kan du se langt. På klare dage kan du se helt til Mýrdalsjökull-gletsjeren mod nord. Til øst ser du stranden Reynisfjara med de kendte basaltformationer kaldet Reynisdrangar. Vest for dig fortsætter kystlinjen i det uendelige. Som ved resten af sydkysten kan du også her opleve et rigt fugleliv, særligt når det er tid til at bygge rede. Her yngler både havterner, edderfugle og selvfølgelig søpapegøjen.
En blæsende fornøjelse
Vinden er stærk på toppen. Den hiver i dit tøj, som vil den insistere på, at du får hele oplevelsen med. Heroppefra er der dog langt ned. Det giver et sug i maven, når du tøvende nærmer dig kanten. Bevæbnet med dit kamera, er du klar til at fange et snapshot af klippeformationen med bølgerne piskene om siden. Bag dig har du forladt fyrtårnet, og foran dig kan du skimte havvand så langt øjet rækker. Her på Islands sydkyst er der fænomenale udsiger i alle retninger. Det er som om den vind, der før hev så stædigt i dig, nu er faldet helt til ro. Du føler dig helt alene i det mægtige landskab, og roen sænker sig om dig. Du fornemmer pludselig livet fra fuglende, en svajen i græsset og den friske lugt fra havvandet. Du er ankommet til Dyrhólaley.
Dyrholaey Lighthouse – en skjult skat
Udefra lader fyrtårnet skibe vide, at de nu er ankommet til Island, som et hvilket som helst andet fyrtårn. Men det hvide fyrtårn, med sin karakteristiske røde lygte, rummer en hemmelighed, der er de færreste forundt. Bag de aflåste døre gemmer der sig ikke, hvad man ellers vil forvente i et gammelt fyrtårn. Det 13 meter høje fyrtårn, der i sin nuværende form kan dateres tilbage til 1927, er nemlig omdannet til et lille charmerende og helt særligt hotel. Her kan du opholde dig ganske privat, og nyde udsigten og omgivelserne helt uforstyrret. Som med mange andre skjulte skatte, er hotellet ikke sådan lige at komme til. Der kan kun sove fem personer, så der er en naturlig begrænsning på tilgængelighed. Derudover er det kun muligt at overnatte fra august til november. Hør mere og book gennem Icelandair Hotel Vik.
Andre seværdigheder i området
Skógafoss
Lille bygd med 25 indbyggere, hjemsted for det 60 meter høje Skógafoss-vandfald og Skógasafn folkemuseum.
Læs mere…
Vík í Mýrdal
Landsby på Islands sydkyst med omkring 300 indbyggere, nær Reynisfjall-klipperne og den aktive vulkan Katla.
Læs mere…
Vestmannaeyjar
Øgruppe på Islands sydkyst, kendt for vulkanudbruddet i 1973, og den historiske ø Heimaey.
Læs mere…