Fakta om Island

De foranderlige, strålende mønstre af lys, der snurrer og drejer hvileløst i himlen over dit hovede på en kold aften i de nordlige højder er på Latin kaldet aurora borealis. Nordlys, som fænomenet er bedre kendt som, viser sig højt oppe (100-200 km) over jordoverfladen, hvor atmosfæren er ekstremt tynd.

Men hvad er det egentlig der skaber dette spektakulære fænomen? Svaret kan bl.a. forklares ved elektricitet, hvilket fører os tilbage til ideen om solens kræfter. Små partikler, protoner og elektroner, skabt af elektroniske storme på solen (også kaldet solvind), bliver fanget i Jordens magnetfelt, hvor de begynder at sno sig frem og tilbage langs de magnetiske linjer af kraft – altså partiklerne cirkulerer rundt om den magnetiske pol. Mange partikler forbliver i denne endeløse magnetiske fælde, men der er nogle der undslipper og dermed havner i Jordens atmosfære. Her rammer de molekyler i atmosfæren, hvilket får dem til at stråle og dermed skabes de såkaldte Auroras.

Hvid er oftest den mest dominerende nuance i strålerne fra Nordlyset, men nogle gange opstår der en væsentlig farvevariation, fordi trykniveauet og kompositionen i atmosfæren varierer ved forskellige højder. For eksempel, ved ekstremt høje højder, hvor trykniveauet er lavt, kan der opstå et rødlig skær produceret af oxygen-molekyler der er påvirket af de små partikler fra solvinden. Sammenlignet med lavere højder, hvor trykniveauet er højt, vil oxygen-molekylerne formentlig have et mere grønligt skær – andre gange kan der også opstå en rødlig nedre grænse, som bliver skabt af partikler der kolliderer med nitrogen-molekyler i nærheden.

Fænomenet kan nemt forklares af nutidens videnskab, men hvad vores forfædre må have tænkt, når de har set den klart-lysende vinterhimmel, er en anden sag. Den videnskabelige forklaring skal naturligvis ikke ødelægge den påskønnelse der opstår, når man ser det smukke Nordlys. De er i sandhed et imponerende syn, hvad end de er opstået af.

Eyjafjallajökull er kegleformet og den 6. største gletsjer i Island. Den er beliggende nord for Skógar og vest for den større gletsjer, Mýrdalsjökull.

Indlandsisen på gletsjeren dækker en aktiv vulkan (denne er målt til at være 1666 meter høj), som har været i udbrud jævnligt siden istiden. Det sidste udbrud var i 1821-1823, hvilket skabte en dødbringende situation omkring gletsjeren.
Vulkankrateret har en diameter på 3-4 kilometer, hvoraf gletsjeren dækker et område på omkring 100 km2.

Der er forskellige istunger der kan ses omkring Eyjafjallajökull. Blandt dem kan Gígjökull og Steinholtsjökull nævnes, hvor små gletsjerskabte søer fyldt med flydende klumper af isbjerge kan opleves. Søen ved Gígjökull er kaldet Jökullón, og denne er større end søen ved Steinholsjökull.
Floden Steinholtsá flyder ud i Krossá. Disse søer er formet af omsluttende vægge skabt af tonsvis af endemoræner, der viser hvor langt gletsjeren er fremskreden.

I januar 1967 var der et enormt jordskred ved Steinholtsjökull, der opstod på grund af en eksplosion ved klippen Insstihaus. Da jordskredet (der bestod af omtrent 15 millioner kubikmeter) ramte gletsjeren, opstod en stor bølge af luft, is, vand og klippestykker, hvilket endte nede i lagunen ved enden af gletsjeren. Bølgen blev målt til at være 75 meter høj fra bunden af dalen. Klippestykkerne stoppede med at bevæge sig kort tid efter, men vand og is nåede så langt som til den gamle bro Markarfljót, som er placeret cirka 1,5 time væk.

Nær Eyjafjallajökull kan bjergkammen Eyjafjöll ses, hvilket plejede at være en del af den atlantiske kystlinje. I dag er havet placeret omtrent 5 kilometer derfra. Den forhenværende kystlinje bærer dog stadig præg af havets påvirkning bl.a. med de stejle klipper og de mange, smukke vandfald heriblandt det mest kendte Skógafoss. Ved stærk vind kan det opleves, at vandet ved de mindre vandfald bliver skubbet opad langs bjergsiden.

Hengill er en vulkan med et geotermisk område, der dækker 100 og har sit højeste punkt 806 meter oppe. Ydersiden af vulkanen består af vulkansk aske.

Det omfattende geotermiske område har et stort energipotentiale, som bliver udnyttet af kraftværkerne i området. Her ligger blandt andet Nesjavellir Geothermal Power Station og Islands største geotermiske kraftværk, Hellisheiði Geothermal Power Station.

Højsletten Hellisheiði, der kan ses mod syd, er dækket af mange lag af ny og gammel lava fra Hengills vulkanudbrud efter istiden. Det sidste vulkanudbrud skete i år 1000, hvor Island var ved at omdanne sig til et kristent land og af den grund har lavaområdet fået navnet Kristnitökuhraun.

Nogle folkesagn og sagaer er forbundet til denne region bl.a. fortællingen om troldkvinden Jóra: En kvinde der angiveligt skulle have lagt på lur efter uskyldige vandrere eller ryttere på ruten over Dyrafjöll. Fortællingen beretter, at troldkvinden blev slået ihjel af en ung landmand, mens hun sov.

Gullfoss er Islands mest kendte vandfald og en af verdens vidundere, som kan opleves på Den Gyldne Cirkel-ture.

Vandet strømmer 32 meter ned i dens smalle kløft, hvilket måler en dybde på 70 meter og en længde på 2,5 kilometer. Vandstrømmen ved Gullfoss rummer i gennemsnit 109 kubikmeter per sekund. Ved kraftige oversvømmelser er vandstrømmen blevet målt til at være 20 gange mere end det gennemsnitlige.

Ved flere anledninger har folk forsøgt at udnytte det hydroelektriske potentiale ved vandfaldet. For eksempel, faldt vandfaldet i hænderne på en udenlandsk forretningsmand i 1907, der planlagde at udnytte det til produktion af elektricitet, som dermed ville medføre et gebyr for at få lov til at se vandfaldet. Dette mødte stor modstand fra bl.a. datteren af en lokal landmand, Sigríður Tómasdóttir, hvis familie havde ejet vandfaldet tidligere. Hun startede en retssag mod bebyggelsen af kraftværket, hvor hun flere gange var nødt til at gå 100 km ind til Reykjavik for at deltage i retssagen. Hun truede endda med at kaste sig selv i vandfaldet, hvis aftalen blev vedtaget. Dette blev forhindret i 1929, da den islandske regering greb ind og købte vandfaldet, og dermed gjorde Gullfoss statsejet. I dag kan en statue af Sigríður ses tæt ved vandfaldet, som er skabt som en hyldest for hendes sejr. En interessant detalje til historien er også, at advokaten som hjalp Sigríður var Sveinn Björnsson, som senere skulle blive Islands første præsident i 1944.

Geysir er verdens ældste og Islands største, udspringende varme kilde. Den har lagt navn til ordet “gejser”, som alle udspringende varme kilder bliver kaldt verden over. Geysir er en af seværdighederne på turen i Den Gyldne Cirkel.

Historiske kilder siger, at Geysir startede med at udbryde i det 13. århundrede som følge af et stort jordskælv ledsaget af et ødelæggende vulkanudbrud for bjerget Hekla. Siden da har Geysir gået gennem perioder med enten stor aktivitet eller mere stille perioder. Det sidste århundrede har været præget af mere stille aktivitet. For at få Geysirs aktivitet til at stige igen, skal et nyt jordskælv til (et eller to jordskælv kan forventes hvert århundrede). Dog har man også forsøgt at påvirke aktiviteten ved menneskelig involvering bl.a. ved at sænke vandniveauet for at tilskynde Geysir til at gå i udbrud, hvilket lykkedes nogle få gange.

Når Geysir har stor aktivitet, så er det muligt at opleve et spektakulært sprøjt med varmt vand og damp, som kan nå en højde på 60-80 meter. Dens åbning er 18 meter bred, og dens kammer er 20 meter dybt.

Grunden til at Geysir har “sovet” de sidste par årtier er ikke kendt. Nogle tror, at ophobningen af sten og ukendte objekter smidt af tusindvis af turister over tid har medført til gejserens dvaletilstand. Trods den mulige sandhed i denne påstand, så er det blevet fastslået, at dette ikke udelukkende er grunden til gejserens inaktivitet. Den berømte gejser “Old Faithful” i nationalparken Yellowstone plejede at gå i udbrud ca. hvert 66. minut, hvor den i nyere tid er blevet mindre pålidelig på dette punkt, og dermed kan det antages, at en dvaletilstand måske bare er en naturlig del af en gejsers livscyklus.

Til trods for at Geysir er inaktiv, så kan området omkring siges at være geotermisk aktivt med mange små varme kilder. Gejseren Strokkur tiltrækker især med sine udbrud hvert 10. minut og dets hvide søjle af kogende vand, som kan nå højder op til 20-30 meter.

Der er mange andre varme kilder i området inklusiv lille Geysir som har haft udbrud under og efter jordskælv. Konungshver, som betyder “kongens varme kilde” er opkaldt efter den danske konge Christian 9., som besøgte området i 1874. Her imponerede islændinge kongen ved at koge æg i kilden.

Hele området kan blive beskrevet som en geotermisk park på toppen af en enorm, kogende “kedel”. Man kan bl.a. opleve spyende, svovlholdige mudderhuller, kolde og varme kilder, samt planter uden hverken rødder, stilke og blade.
Geysir er lokaliseret i Haukadalur, som har en lang og interessant historie, der går tilbage til Saga-tiden. Her er nogle små facts fra området:

Fimmvörduháls er en bakkekam på ca. 1000 meter mellem Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull, som tidligere var dækket af en gletsjer.

Distancen mellem Skógar og Básar Basecamp i Þórsmörk er ca. 23 km. Vandrere der krydser Fimmvörðuháls undervejs til Skógar kan opdele turen ved at overnatte i hytten ved passagen efter 5 timers vandring, hvorefter man kan fortsætte turen i 5 timer dagen efter ned til Skógar (ruten kan også gøres omvendt).

Hvert år ved midsommernat kan man opleve, at en stor gruppe af mennesker går ruten om natten, fordi solnedgangen og solopgangen kan opleves ved toppen af gletsjeren inden for en kort tidsperiode.

Alle vejrforhold kan forventes, når man krydser over til sydkysten, og nogle gange vil markørerne på ruten f.eks. være gemt af sne. Man skal derfor være meget påpasselig, når man vælger at gå ruten. Dødsfald er oplevet, hvor bl.a. nogle vandrere døde i 1970 af hypotermi (nedkøling).

Det engelske navn for dette 1128 meter høje bjerg er “The Obsidian Skerry”, hvilket betyder Skæret af obsidian (en vulkansk bjergart, glaslignende lava). Det er en af de højeste spaltevulkaner i regionen og ligger øst for den berygtede vulkan Hekla.
Vulkanen kan opleves i en firehjulstrækker både fra nord og syd. På en klar dag er udsigten til bjerget fantastisk.

Den 53 km lange vandretur mellem Landmannalaugar og Þórsmörk, den såkaldte Laugavegur, krydser bjerget, hvor man kan vælge at bruge en nat i turisthytten fra 1977, som kan huse 20 personer. Vandreturen er også ramme for Laugavegur Ultra Marathon. Den bedste mandlige tid i 2004 var 4:40:52. Turen kan vandres på omtrent 3-4 dage.

Omgivelserne ved bjerget er meget farverige på grund af den vulkanske bjergart rhyolit i jorden. Området består af mange varme kilder, kogende mudderhuller og isgrotter, hvor der er geotermisk aktivitet under isen.

Hrafntinnuhraun er placeret nord for Hrafntinnusker. Det er et område med lava, der er kommet på forskellige tidspunkter i historien. Den “nyeste” lava har et rundt krater i midten, hvor den tyktflydende lava har samlet sig og dermed skabt en vold. Før i tiden plejede folk at samle noget af lavaen for at dekorere husene i hovedstaden med et glaslignende skær fra obsidian, hvilket bl.a. kan opleves på det nationale teater. Dette er dog forbudt at gøre i dag.

Hedelandskabet Hellisheiði er et lavaområde syd for bjerget Henglafjöll. Det meste af lavaen i dette område er dækket af mos, krat og løv i dag.

Området er ofte lukket pga. dårligt vejr, og derfor må rejsende i stedet tage vejen ved Þrengsli, hvis de skal til eller fra Reykjavík.

Den nuværende vejkrydsning ved Hellisheiði blev åbnet for trafik i 1972. Den gamle rute, som stadig er fremstående i dag pga. stendysser, lava-“hytten” og de dybe mærker fra fødder af dyr og mennesker, der kan ses i lavaen pga. vandring.

Der er blevet konstrueret et nyt, geotermisk kraftværk i Hellisheiði. Dette stod færdig i 2011 og er i dag Islands største geotermiske kraftværk samt et af verdens største geotermiske kraftværker.

Lavaen der dækker Hellisheiði er kaldet Kristnitökuhraun, hvilket betyder “lavaen, der kom med indførelsen af kristendommen”. Det siges, at lavaen skulle have strømmet omkring år 1000, hvor Island konverterede til kristendommen.
Lavaen truede bl.a. farmen for en af hedninges høvdinger, som antog lavaen for at være et vredestegn fra Guderne over, at de kristne var kommet. De kristne var kritiske overfor dette, da de stillede spørgsmål til høvdingens antagelse. Bl.a. var de kritiske overfor hvad og hvem der havde gjort Guderne vrede, siden at lavaen også havde udbrudt ved Þingvellir før deres bosættelse i Island.

Fra Kambabrún (Kambars kant) har man en fin udsigt over det sydlige lavland hele vejen til Eyjafjallajökull, Vestmannaeyjar and Surtsey.

Hella er et handels- og landsbrugsmidtpunkt, der er lokaliseret ved det østlige hjørne af Ytri-Rangá floden, hvor omkringliggende gårde kan få leveret et bredt udvalg af produkter og ydelser. Hella var oprindeligt bygget som en butik ved en lille gård kaldet Gaddastaðir indtil det blev omdannet til et handelscenter i 1927. På grund af at den store andelsvirksomhed Kaupfélagið Þor åbnede et stormagasin i området i 1935, så er befolkningstallet steget konstant siden.

Den islandske hests popularitet i verden må sandelig siges at vokse meget. Dermed tiltrækker denne attraktion også mange mennesker hvert år. Gaddastaðaflatir nær Hella er blandt værterne i Island for den famøse “Icelandic Horse Festival” hvert år. Der er i alt tre værter, som skiftes til at afholde festivalen.
Landsmødet for festivalen er en unik oplevelse, hvor hovedfokuset er fejring af den islandske hest. Der er bl.a. opvisninger, hvor heste og deres ryttere viser deres evner i en masse konkurrencer og events.

Ti kilometer nordpå kan man finde Gunnarsholt, som er en gammel gård, der blev forladt i 1925, men som nu fungerer som landvinding for staten. Her bliver der eksperimenteret med opdyrkningen af korn, foder og hesteopdræt.

Et andet sted i nærheden kaldet Ægissiða, to kilometer væk fra det vestlige hjørne af floden, finder man tolv grotter, der skulle siges at være blevet skabt og brugt af irske munke og tidlige kristne eneboere før de første vikinger ankom i det 9. århundrede.

Vulkanen Hekla er en af de mest kendte i verden, fordi den har været aktiv i flere århundreder.

Gamle fortællinger beretter om troen på, at dødsdømtes sjæle rejste gennem Heklas krater på deres vej til helvede. Andre fortællinger berettede også at hekse angiveligt skulle have mødtes med djævlen på toppen af vulkanen. Hekla har været sammenlignet med Brocken og Vesuvius, som alle har været antaget for at være indgangen til helvede.
Hele Heklas bjergryg er omkring 40 kilometer lang, hvor undervejs er en sprække, der splitter bjergryggen, som måler ca. 5,5 kilometer. Bjerget er ca. 1491 meter høj.

Hekla skulle angiveligt have været i udbrud 20 gange siden beboelsen af Island. Det største udbrud er dateret tilbage til 1104, hvor det udbrød uden varsel og dermed udsendte millioner af tons af tefra fra krateret.
Hekla har haft udbrud fire gange i det 20. århundrede, sidste udbrud i år 2000. Nogle af udbruddene har været så kraftfulde, at asken har bredt sig så langt som til Europas fastland.

Under udbruddet i 1947, hvilket var det sidste store udbrud, blev 14 meter tilføjet til Heklas bjergtop. Vulkanen spyede aske helt op til 28 kilometers højde, og dermed langt oppe i atmosfæren. Da asken faldt, var det bl.a. i Rusland, hvilket fortæller hvor voldsomt et vulkanudbrud det var.

Den stille periode mellem Heklas udbrud har spændt fra 16 år til 121 år. I de seneste udbrud har der dog været tendens til, at disse hvileperioder skulle blive længere. Heklas udbrud er ekstremt forskellige og derfor også svære at forudsige. Nogle er meget korte (en uge til 10 dage), hvorimod andre kan strække sig til måneder og år (f.eks. udbruddet i 1947, der startede i marts måned 1947 og sluttede i april måned 1948).

Over de sidste 7000 år har Hekla haft fem kæmpe udbrud. De største af dem er dateret til at være omkring 4000 og 2800 år tilbage i tiden. Spor fra disse udbrud kan blive fundet i jorden i det nordlige og nordøstlige Island.
Det største lag af tefra kommer fra udbruddet der fandt sted for 2800 år siden. Det dækker omkring 80% af landet, og dens mængde er ca. 12 kubikkilometer. Spor fra dette er også blevet fundet andre steder rundt om i Skandinavien.

Hveragerði, som betyder “De varme kilders have”, er en lille by med omkring 1700 indbyggere. Byen er kendt for dens drivhuse, hvilket bliver varmet op af vandet fra de vulkanske varme kilder, der er placeret i området og i byen. Drivhusene, som er den største samling i Island, er blevet en industri, der giver arbejde til de fleste af byens indbyggere. Der bliver bl.a. produceret omkring halvdelen af landets havebrugsproduktion i drivhusene, og selv eksotiske frugter.

Udnyttelsen af den geotermiske varme i Island startede for omkring 70 år siden, og har siden da udviklet sig til at være en af Islands vigtigste naturlige ressourcer. Dette medvirkede også til udviklingen af Hveragerði, der gik fra at være en lille by med uldproduktion i begyndelsen af 1900-tallet til at blive en moderniseret industri og turismecenter. Byen er placeret inden for en enorm geotermisk region med utallige dampende varme kilder, vandfald og lignende naturfænomener.

Derudover er området en del af Hengills vulkan. På grund af det, så oplever byen ofte små jordskælv, hvilket er en del af indbyggernes dagligdag.

Hvolsvöllur er en af de tre hovedcentraler inden for service i det sydlige Island samt en praktisk base for udflugter til nogle af de mest bemærkelsesværdige, historiske og naturlige seværdigheder i regionen som f.eks. Njála-landskabet og skovene i Þórsmörk.

Byen har 750+ indbyggere og er lokaliseret i et frodigt område med smukke omgivelser, hvor man bl.a. kan se Hekla i horisonten.

Det er “ungt” samfund, hvis udvikling startede i 1930, da en stor andelsvirksomhed åbnede i byen. I dag leverer virksomheden til et stort landområde i Rangávellir distriktet. Hovederhvervet er landbrug og andre relaterede industrier.

Vulkanen Katla er isdækket, og den har et ry for at være en af de mest farlige vulkaner i Island. Dens top rækker 1512 meters højde og dækkes af gletsjeren, Mýrdalsjökull, hvis udstrækning rækker 596 Mýrdalsjökull er den fjerdestørste gletsjer i Island.

Vulkanens krater har en diameter på 10 kilometer, og vulkanen har normalt udbrud hvert 40.-80. år. Det sidste udbrud fandt sted i 1918, og videnskabsfolk følger stadig tæt med i udviklingen af vulkanen. Siden 930 er der blevet dokumenteret 16 udbrud, hvor man derudover har fundet frem til, at Laki kraterne og Eldgjá er en del af vulkanens system, hvilket gør Katla til en af de mest kraftfulde vulkaner i verden.

Før den nationale motorvej 1, Hringvegur, blev bygget, frygtede folk at køre langs sletten ved vulkanen, fordi der ofte var gletsjerskred samt en dyb flod, som man skulle krydse. Det mest fatale gletsjerskred var efter vulkanudbruddet i 1918.

Gennem årene er mange mennesker blevet ramt af Katlas udbrud, hvor især udbruddet fra 1311 var ødelæggende. En fortælling fra dengang beretter, at en landmand ved navn Sturla overlevede udbruddet med sin unge søn ved at klynge sig til et isbjerg, som senere blev drevet tilbage til land. Et andet udbrud fra det 18. århundrede er også blevet berettet, hvor flere mennesker blev dræbt, mens andre blev strandet på bjerge, der senere blev til øer, da oversvømmelse opslugte sletterne.

Et gletsjerskred (på islandsk kaldet “jökulhlaup”) opstår, når der er et vulkanudbrud under en gletsjer. Isen over vulkanen smelter pga. varmen, hvilket får vandet til at forme en sø under den resterende indlandsis. Når indlandsisen kollapser, opstår der en mindre eller større katastrofal oversvømmelse af landet under bjerget. Man kan sige, at et gletsjerskred er en form for vulkansk mudderstrøm.

Det er ikke ved en tilfældighed, at ordet “gletsjerskred” kommer fra islandsk, da det sydlige Island har været offer for mange af disse katastrofer. I 1996 oplevede Island, at vulkanen under Grimsvötn-søerne, der hører til gletsjeren Vatnajökull, udbrød og dermed oversvømmede floden Skeiðará landområdet nær Skaftafell National Park. Gletjserskredet opnåede 45.000 m3/s, og det ødelagde dele af Hringvegur (motorvejen nr. 1), hvilket forvoldte skade på broer og veje estimeret til IKR 2 mia. Efter oversvømmelsen kunne man se isbjerge på 10 meters højde i hjørnerne af floden, hvor gletsjerskredet havde efterladt dem.

Siden da har der været andre udbrud i samme område, men disse har dog ikke ført til lige så katastrofale følger som udbruddet i 1996.

Kerið er et gammelt eksplosionskrater i Grímsnes regionen. Det er nu fyldt med vand, hvilket har skabt en grøn sø, hvis stejle, cirkulære skråninger minder om et forhistorisk amfiteater.

En rockkoncert har faktisk været holdt i krateret på en tømmerflåde, mens publikum stod i en cirkel omkring.

Krateret er 55 meter dybt og omkring 3000 år gammelt. Det er en del af vulkangruppen kaldet Tjarnarhólar, som betyder søbakkerne. Det er også et meget populært turiststed. En kort distance nordøst for Kerid, kan man opleve en større gruppe af eksplosionskratere som er kaldt Seyðishólar, hvis masse på en måde er blevet formindsket i form af massive brud. Man kan dog stadig opleve gode udsigter fra toppen. Det meste af lavaen i Grímsnes kommer fra disse kratere.

Dybden på Kerið er mellem 7-14 meter. En gammel fortælling beretter, at når vandet er højt i Kerið, så er det lavt i en dammen Búrfell og vice versa.

Sed ut perspiciatis unde omnis iste natus error sit voluptatem accusantium doloremque laudantium, totam rem aperiam, eaque ipsa quae ab illo inventore veritatis et quasi architecto beatae vitae dicta sunt explicabo. Nemo enim ipsam voluptatem quia voluptas sit aspernatur aut odit aut fugit, sed quia consequuntur magni dolores eos qui ratione voluptatem sequi nesciunt.

Neque porro quisquam est, qui dolorem ipsum quia dolor sit amet, consectetur, adipisci velit, sed quia non numquam eius modi tempora incidunt ut labore et dolore magnam aliquam quaerat voluptatem.